Pressemeddelelsen – sådan gør du

”Nu har vi fået en ny, superspændende vare på hylderne, hvorfor vil medierne så ikke omtale den?”

Varen, hvad enten den er et nyt produkt, en ny service eller et nyt agentur, betyder uden tvivl meget for din forretning, så selvfølgelig synes du, at den er værd at omtale.

Så du sender en pressemeddelelse ud til en masse medier – og intet sker. Hvorfor? Medierne vil svare, at de får hundredvis af pressemeddelelser hver dag, og at de ikke er sat i verden for at hjælpe dig med at sælge dine produkter eller ydelser. Hvis du vil sælge, må du købe – annonceplads.

Sæt ansigter på

Kan du levere en interessant historie sammen med nyheden om din nye vare, har du en langt bedre chance for at komme gennem mediernes filter og ud til deres brugere.

Hvilken forskel gør din ydelse? Hvordan hjælper den mennesker? Sæt et ansigt på: Få en person, som selv har prøvet ydelsen, til at fortælle historien. Eller det produkt, I har udviklet. Sæt et ansigt på: Hvem fik ideen? Hvem kommer produktet til at gøre en forskel for?

Husk foto

Medier tænker i billeder, så sørg også for, at der er gode fotos til din historie. Og igen – med mennesker på. Det kan godt være, at det er produktet, der er det spændende for dig, men så lad nogle personer vise, hvad produktet kan.

Og en god overskrift

Når du mailer en pressemeddelelse, skal du fange interessen hos de journalister, der sidder på redaktionerne. Så giv din pressemeddelelse en overskrift, der dækker indholdet, men også viser, at denne mail at værd at se nærmere på. Brug derfor også overskriften i mailens emnelinje i stedet for at skrive ”Pressemeddelelse”. Og er det et bestemt geografisk område, du gerne vil have din nyhed ud i, så få også gerne et stednavn med i emnelinjen.

Eller skal du give historien til kun ét medie?

Vi journalister elsker at komme først med nyhederne – at bringe en solohistorie. En pressemeddelelse er per definition sendt ud til en række medier. Alene det kan få nogle journalister til rynke på næsen og rulle videre i maillisten.

Tænk over, om din nyhed måske er bedst kun at give til ét medie: Det lokale dagblad eller ugeavis, et fagblad, måske regional radio eller tv. Og husk at få sagt, at dette medie er det eneste, du sender til. Så er chancerne for omtale af din gode historie steget betragteligt.