Søgeordsoptimeret (SEO) tekst

“Hvordan gør jeg min tekst bedre?”

Har du svært ved at få din hjemmeside med i Googles søgeresultater? Måske bruger du de forkerte ord. Hvad vil du gerne kendes for? Hvilke ord bruger de personer, som søger på nettet efter dine produkter eller ydelser? Lander de på konkurrentens hjemmeside i stedet? Jeg kan hjælpe med at få dine tekster på hjemmesiden strammet op og optimeret i forhold til Google og andre søgemaskiner, så du kommer længere frem i visningerne.

Giv dit tilbud mere kant

“Hvordan gør jeg min tekst mere tydelig?”

Skal du give tilbud på en opgave, er prisen selvfølgelig vigtig. Og kvaliteten af dit arbejde. Men kvaliteten af teksten i dit tilbud kan også gøre en forskel. Jeg kan gennemskrive dit tilbud, så det fremstår klart, indbydende og ikke til at misforstå.

Har du brug for en skarp tekst til en prækvalifikation, kan jeg også hjælpe. På den måde kan du levere kunden en forståelig og indbydende præsentation, som er med til at adskille dig fra konkurrenterne.

Få hjælp til ansøgninger

“Hvordan får jeg gjort min idé forståelig?”

Jeg har erfaring med at bistå med ansøgninger om fondsmidler. Jeg sætter mig ind i den pågældende fonds formål og krav; tjekker tidligere projekter, der har fået støtte; sørger for at dit projekt bliver beskrevet på en måde, der er til at forstå, og som falder inden for fondens rammer.

EU-ansøgninger for godkendelse af beskyttede betegnelser for fødevarer – fx BOB (Beskyttet Oprindelsesbetegnelse) og BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse) – har jeg erfaring med at udfærdige. Det er en omfattende proces, hvor jeg varetager dialogen med de danske myndigheder, indsamler de fornødne informationer, formulerer produktspecifikation og resumé – og følger processen til dørs i forhold til Europa-Kommissionens ønsker og krav. Ydelsen leveres til en på forhånd aftalt pris.

Se mere om EU’s beskyttede betegnelser for fødevarer.